Jeg vågner i dag til solskin over Nuussuaq, og lunter lige så stille ned i køkkenet, hvor Anna allerede er ved at være færdig med at spise morgenmad. Jeg får sat kaffen over, og går rundt alene herhjemme det meste af dagen. Dagen bliver brugt på at få lavet Fjeld & Forskalling klar, så jeg kan få lagt mine daglige noter op på hjemmesiden.
Ja, det er faktisk en ret begivenhedsløs dag med praktiske gøremål inden for vores lejligheds fire vægge. Jeg får endelig sat skub i mit Tusass mobilabonnement, så jeg kan kommunikere over telefon og SMS. Med de priser der er på abonnementer heroppe kommer jeg ikke til at bruge internettet ret meget - men det er nok også sundt nok.
Det er først henover middag jeg beslutter mig for at skulle ud på en lille løbetur. Sidste forår prøvede jeg for første gang kræfter med trailløb på Madeira, og jeg har set frem til at kunne løbe trail igen. - Og nu øjner jeg en mulighed, for der er rigeligt med kuperet terræn her i Nuuk.
Siden jeg startede som tømrerlærling, er mit løb gået lidt i stå. Hvilket er super ærgerligt, for jeg elsker at løbe - men kroppen har bare ikke kunnet holde til noget i starten - og når valget lå mellem fodbold og løb, så vandt det sociale fodboldliv i opstarten. Alligevel har jeg en lille ide om at deltage i Nuuk Five Peaks 2026, som løber af stablen her d. 1. august. Hvis det overhovedet flasker sig, bliver det sgu nok ikke noget kønt syn.
På med løbeskoene uden en egentlig ide om hvor jeg skal hen. Jeg ender med at løbe en lidt længere tur end forventet. Men det er også svært at lade være, når naturen bare er totalt olympisk heroppe. Det første stykke på vej ud af Nuussuaq og mod Qarsaalik er ikke noget specielt, men så snart jeg kommer forbi Ilisimatusarfik (universitetet) og drejer til højre op mod lufthavnen får jeg mulighed for at løbe med udsigt til fjorden hele vejen op til skiliften, som ligger lige bag lufthavnen. Jeg noterede også, at der lå en masse gode trails langs kysten, som jeg lige skal have set lidt nærmere på, på et tidspunkt. Videre op af fjeldet, Quassussuaq (Lille Malene), og holder en lille pause på en sten halvvejs oppe af fjeldet. Så løber jeg tværs over til den anden ende af lufthavnen og følger vejen rundt om lufthavnen for til sidst at løbe tilbage til lejligheden.
En ordløs kommunikation
Mig og Anna snakkede igår om hvordan kropssprog og mimik fylder rigtig meget i den måde grønlændere kommunikerer med hinanden på. Da jeg igår var på vej ud af biblioteket spotter jeg en grønlænder som løfter hans arm og ændrer hans mimik, som om det var en form for hilsen eller kommunikation til en person længere oppe ad gågaden. På samme måde har Anna fået fortalt af hendes kollegaer, at man ofte bruger næsen eller øjenbrynene til at sige “ja” eller “nej” på. Det skulle også være uhøftligt at tale højt og hæve stemmen, længerevarende øjenkontakt - og så er tavshed en dyd. Det virker generelt som om, at sproget rummer en høj grad af hensynstagen - en bevidsthed om at vi ikke forsøger at indtage et rum, der bunder i en hierarkisk positionering. Jeg er vant til at hilse på folk, når jeg er ude at løbe, men jeg har godt lagt mærke til, at man ofte ikke får et svar tilbage, hvis jeg har forsøgt at sige Aluu, når jeg har gået rundt i Nuuk. På min løbetur oplever jeg til gengæld at dem jeg passerer nikker til mig, og jeg nikker igen. En ordløs måde at kommunikere på - det synes jeg virker helt vildt herligt. Og helt ærligt - den ordløse og i højere grad kropslige kommunikation tror jeg godt vi kunne lære noget af. Jeg er i hvert fald lidt betaget af den måde at kommunikere på, og har også fundet bogen Kropssproget af Johan Borghäll, som jeg kan se de har på Nunatta Atuagaateqarfia (biblioteket). Den må jeg få lånt.
Efter løbeturen fylder jeg min termokop med kaffe og smutter ned til fodboldbanen i Nuussuaq, hvor nogle unge drenge fra fodboldklubben B67 er igang med en træningskamp. Jeg har ikke helt besluttet mig for hvad jeg skal dyrke af sport heroppe, for der er så mange muligheder i naturen. Jeg vil på en eller anden måde godt spille fodbold her i Nuuk. Det er bare svært at finde ud af, hvilke klubber der findes, og på hvilket niveau de spiller. For mig skal det være ren og skær hyggebold, så da jeg efter træningskampen, går hen til drengenes træner, og får at vide at B67 er en eliteklub, så finder jeg hurtigt ud af, at det i hvert fald ikke skal være den fodboldklub. I stedet for nævner han NUK og GSS som nogle fodboldklubber, som er lidt mere afslappende. Så dem tænker jeg, at jeg skal have fat i på et eller andet tidspunkt.
Jeg kommer tilbage til lejligheden, hvor aftensmaden stort set er klar. Den står på tærte med fyld af varer-på-dato - som der er overraskende meget af i supermarkederne. Derefter tager vi ud på en lille aftentur, og så er dagen også ved at lakke mod enden, selvom midnatssolen forsøger at sige noget andet til os.